Accueil

 

Denis Emorine

Bibliographie

Représentations théâtrales

Entretiens

Traductions

Liens

Archives

Expositions

 

Traduction : Freddy Sønchsen, copyright © Denis Emorine et Freddy Sønchsen.

 

"A Lucile".

Til Lucile

1.
Selvfølgelig
Når du beder mig
Vil jeg en dag gå
Gennem ordenes dør.
Man kan sænke gitteret bag mig
Der er ikke tid nu til
At vende om.

2.
I blinde og uden at hilse
Disse steders herre
Vogter jeg instinktivt
Mine skridt i dette øjeblik.

3.
Jeg smiler måske til dig
Hvis jeg endnu har styrken
Eller også
Bukker jeg under uden tegn til afsked
Medens himmel og jord
Forenede
Hilser ærbødigt.

 

"Il me faudra bien"

1.
Jeg må
Vende tilbage til
Den anden side af deres liv
Røre deres udslukte øjne
Gøre front mod deres døde legemer
For at kunne drage ånde.

2.
Der vil være
Denne glemte regn mod vinduet
En bevægelse over det forpjuskede papir
Og ideernes sløve kniv.

3.
Jeg må
Løfte armene mos deres glemte hænder
Følge den nedslidte vej
Afdække deres tavshed
For at kunne drage ånde.

4.
Der vil være
Fortidens skårede rude
Som jeg presses imod
Og tidens spredte tegn.

"Je ne me précipite jamais"

1.
Jeg har ikke så travlt med guderne
Særskilt de der æres så meget
Af alverden.

2.
Det er sandt nok
Historien kan fremvise
Hemmelige døre foran hvilke
Jeg viger uden at løse deres gåde
Skjulte mure jeg ikke kan passere
Sivende kendemærker
Jeg ikke på skrømt kan se bort fra.

3
Historien med sine pjaltede håb
Åben til alle vinde og
Som er så vanskellig at flikke sammen.

4.
Jeg er måske denne rejsende
Der gnubber sig ivrigt mod stenen
Og fulstændigt glemmer mennesket.
Med lukkede øjne
Hager jeg mig fast til tornene
Fordi de indprenter os
Eksistensen uorden.

 

"Tu hésites parfois"

1
Du tøver af og til
Med blikket rettet mod det fjerne
Og hænderne tomme for ord
De er taget andetsteds hen
For at nyde en anden jord
Eller for at forråde en fjern sag
Hvad ved man?

2
Dine øjne forvirres
Af forgæves at ville
Genoprette dit livs furemærker.

 

"Je m'avance"

Jeg går frem i forklædning
Henkastede fornuftens begavede filosof
Og du der er fascineret af
Den feberhede Lorenzaceio
Hvad var egentig din mening?
Bare at overraske Månen?

 

"Nous sommes apparus"

Vi kom til verden en dag for at sige
nej til døden. Fra det fjerne kiggede
den nøje på os, og bøjede vores tyngede
nakker. Den har altid fulgt os, selvom
den undertiden smykkede sig med
livets glans, en frygtelig maske.
Jeg kan aldrig rigtig sige dens navn, kun
når den rammer andres liv: de
som betyder noget.
Gennem søvntunge nætter vandrer
den omkring som den lyster, med
fingeren på de sovendes læber.
Jeg hader at se den optræde.

 

"Je m'introduirai"

Jeg vil trænge ind i den belejrede by.
Jeg må: man kan ikke længere se bort
Fra den hæslige verden. Jeg vil få dens
Ildtækkede volde at skælve, jeg
Vil løbe gennem forvildede alléer, jeg
Vil tyde ansigternes og stemmernes partitur.
Historien har sat dem alle stævne, alle
Bestemt til at opholde sig her - altid.
Tårerne løber mig hvert øjeblik i øjnene.
Ord gælder ikke længere på dette sted, og
Jeg må forsøge at vende om. Her foran
Mine forrevne hænder vil verdens barndom
Rejse sig.

 

"Vous avez murmuré.."

Du hviskede mit navn gennem hækken
Med en stemme som ingen magt kunne standse.
Jeg hviskede dit åbenlyst
Og gav pokker i uskyldigheden.

Mørket lagde sine arme om mig.

 

<< Retour